
March 4, 2021 / dofk
Ændrede Corona-restriktioner vedrørende kvadratmeter per kunde
Mens saloner og klinikker har været lukket ned er m2 restriktionerne blevet ændret.
Som det ser ud lige nu, så skal der være 7,5 m2 pr. kunde.
Med hensyn til plexiglasafspærring, så gælder de samme regler som i foråret indtil videre, og vi følger naturligvis med i eventuelle ændringer.
Derudover er der i dag kommet en ny lovgivning, som påbyder både frisørerne og kosmetikere samt kunderne at bære mundbind i salonerne.
Se nedenstående oplysninger fra Erhvervsstyrelsen:
Der må maksimalt være 1 kunde pr. 7,5 kvadratmeter gulvareal, hvor der er offentlig adgang.
Afstand mellem kunderne bør være mindst 2 meter ud fra et forsigtighedsprincip og ved øget risiko for dråbesmitte, fx i fitnesscentre.
Gulvarealet opgøres fra væg til væg i lokaler, hvor kunder har adgang – uanset møbler og inventar. Det gælder derfor også fx kundetoiletter og garderober. Køkkener, personalerum mv., som ikke er tilgængelige for andre end fx personale, skal derfor ikke medregnes.
Formand Connie Mikkelsen skal til et nyt sektormøde sidst i denne uge eller først i næste uge, hvor vi naturligvis vil prøve at få restriktionerne så gode for jer som muligt. Vi kan påvirke, men vi bestemmer desværre ikke.