SELVSTÆNDIG – GRAVIDITET & BARSEL?

Den 1. januar 2021 trådte barsel til selvstændige i kraft. Den dækker selvstændige, som skal på orlov i forbindelse med graviditet og barsel.

Der kan dog være nogle udfordringer ved at navigere i ordningerne alt efter om man driver virksomhed som personligt ejet virksomhed eller driver virksomhed i selskabsform f.eks. ApS.

Virksomhed drevet i selskabsform ApS eller A/S

Driver du din virksomhed som et ApS eller A/S, og får udbetalt løn, som beskattes som A-indkomst, så er du at betragte som lønmodtager, selv om du ejer virksomheden, og er derfor omfattet af reglerne om øremærket orlov, 9 uger, der ikke kan overdrages til den anden forælder.

Du kan dog i nogle situationer ansøge Udbetaling Danmark om at blive undtaget fra reglen om, at 9 ugers orlov ikke kan overdrages.

Du skal som Direktør/indehaver være med i barselsordningen Barsel.dk, du kan ikke modtage refusion fra DA-barsel.

Driver du din salon som ApS, skal du som ejer selv sørge for at melde dig fra DA-barsel og tilmelde dig til Barsel.dk, ellers kan du ikke søge supplerende kompensation i forbindelse med barsel.

Har du ansatte, skal de være med i barselsordningen DA-barsel.

Personligt ejet virksomhed

Ved personlig ejet virksomhed vil man være omfattet af barselsordningen for selvstændige, som administreres af Barsel.dk, som trådte i kraft med udbetalinger til fødsler fra den 1. januar 2021. Virksomheder får automatisk opkrævning til ordningen.

Du kan få barselsdagpenge som selvstændig, hvis du opfylder følgende betingelser (beskæftigelseskravet som selvstændig) ved starten af den enkelte fraværsperiode:

  • Du har arbejdet i mindst 18,5 timer om ugen i mindst 6 måneder inden for de sidste 12 måneder.
  • Du har arbejdet den seneste måned, før du går på orlov – i minimum 18,5 timer om ugen.
  • Der er overskud i din virksomhed

Perioder hvor du har fået sygedagpenge, barselsdagpenge eller lignende ydelser, tæller ikke med som arbejde, og det er derfor vigtigt, at du ikke afvikler ferie eller er syg af andre årsager end graviditet op til din orlov, da du risikerer ikke at opfylde beskæftigelseskravet, og dermed mister retten til barselsdagpenge.
Hvis du går ned i tid, op til din graviditetsorlov, grundet graviditetskomplikationer, kan det være en fordel at lade dig deltidssygemelde for at opfylde beskæftigelseskravet, da det så er perioden forud for din delvise graviditetsbetingede sygemelding der kigges på i forhold til antallet af arbejdstimer
Spørg altid forud, hvis du er i tvivl om du opfylder beskæftigelseskravet.
Der er desværre flere af vores medlemmer der har oplevet problemer.

Du kan kontakte Udbetaling Danmark på tlf. 70 12 80 64.

Hvis du er nystartet og har arbejdet som selvstændig i mindre end 6 måneder, kan du regne perioder med, hvor du har arbejdet som lønmodtager.

Hvor meget kan jeg få i barselsdagpenge?

Det beløb, du kan få i barselsdagpenge, beregnes på baggrund af:

  • overskuddet i din virksomhed
  • eventuel indtægt, der er overført til medarbejdende ægtefælle
  • egne syge- og barselsdagpenge
  • kompensation fra Barsel.dk.

Du kan dog højst få 4.550 kr. (2023) om ugen før skat i barselsdagpenge.

For at få det fulde barselsdagpengebeløb skal overskuddet i din virksomhed være mindst 236.736 kr. (2023) om året (232.180 kr. i 2022).

Du kan ingen barselsdagpenge få, hvis der intet overskud er, og du ikke har tegnet en forsikring.

Sygeforsikring hos Udbetaling Danmark

Hvis du har købt en sygeforsikring hos Udbetaling Danmark senest 6 måneder før, du søger om barselsdagpenge, kan du få mindst to tredjedele af den maksimale sats. Det gælder, uanset hvor meget du har tjent.

Er du omfattet af en karensperiode, der udløber under din orlov, vil du med forsikringen også få mindst to tredjedele af den maksimale barselsdagpengesats fra det tidspunkt, hvor karensperioden udløber.

Kompensation fra Barsel.dk

Når du søger barselsdagpenge hos Udbetaling Danmark via NemRefusion, søger du automatisk om kompensation fra Barsel.dk. Du skal derfor ikke gøre yderligere for at søge kompensation fra Barsel.dk.

Hvis du kan få kompensation, får du et brev samtidig med din første udbetaling.

Planlægning af orlov

Familier, hvor forældrene bor sammen ved fødslen, har hver forælder som udgangspunkt ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen.

I kan vælge at overdrage nogle af orlovsugerne til hinanden. Det betyder, at en forælder efter fødslen kan holde mere end 24 ugers orlov med barselsdagpenge, hvis den anden forælder har overdraget orlov til ham eller hende.

Kan jeg arbejde, mens jeg er på barsel?

Du har som selvstændig tre muligheder for at arbejde under din orlov.

  1. Du kan arbejde op til 25% om ugen. Det betyder, at du holder orlov 75% af tiden med 75% af de barselsdagpenge, du kan få på fuld orlov.
  2. Du kan arbejde mere end 25% og op til 50% om ugen. Det betyder, at du holder orlov 50% af ugen med halve barselsdagpenge.
  3. Genoptager du dit arbejde med mere end 50% om ugen, er det som at arbejde på fuld tid. Du kan derfor ikke få udbetalt barselsdagpenge.

Den tid du som selvstændig arbejder under din orlov, skal du beregne i forhold til det antal ugentlige timer, du har oplyst til Udbetaling Danmark.

Eksempel: Når du i NemRefusion har oplyst, at du arbejder 50 timer om ugen, må du arbejde op til 25 timer om ugen, hvis du vil arbejde halv tid under din orlov.

Fra den 3. uge efter fødslen har du som mor mulighed for at genoptage arbejdet delvist og forlænge orloven tilsvarende.

Hvad gør jeg ved sygdom under graviditet?

Bliver du syg på grund af din graviditet, har du mulighed for at gå tidligere på orlov med barselsdagpenge, hvis din læge mener, at der er en særlig risiko for dig og dit ufødte barn.

Som selvstændig skal du søge barselsdagpenge på virk.dk. Du skal anmelde fravær senest 3 uger efter første fraværsdag, hvor du samtidig kan søge om barselsdagpenge.

Du kan søge om barselsdagpenge HER og finde svar på flere spørgsmål om selvstændige på barsel på Borger.dk.

Husk at give besked om ændringer

Når du får ydelser fra Udbetaling Danmark, har du oplysningspligt. Det betyder, at du har pligt til straks at give Udbetaling Danmark besked, hvis din situation ændrer sig, og ændringen har betydning for den ydelse, du søger om eller modtager.

Du kan også ringe til Udbetaling Danmark ved spørgsmål om barselsreglerne på tlf. 70 12 80 64, eller skrive til Udbetaling Danmark HER.

 

 


dofk arkiv