March 30, 2021 /

Ændringer i ansøgning om Tabt omsætning

Formand Connie Mikkelsen har været i kontakt med Erhvervsstyrelsen vedr. hjælpepakke med Tabt Omsætning.

 

Vi har fået nedenstående svar fra Erhvervsstyrelsen vedr. hjælpepakken med tabt omsætning, hvor man altså nu åbenbart vælger helt at adskille perioden fra den 21/12 – 28/2 med den periode, som går fra den 1/3 2021 og fremad. Man vil sandsynligvis komme til at skulle søge igen og også skulle bruge en ny ansøgningsblanket.

Dette skyldes formentligt, at man er nødt til at lave en ny bekendtgørelse, som henviser til en anden reference periode, som er mere retvisende. Men dette vil I kunne læse mere om, når der åbnes op for ansøgningen i ugen efter påske, hvilket er det, som man fra Erhvervsstyrelsen forventer kommer til at ske.

VÆR DERFOR OPMÆRKSOM PÅ, AT I SKAL SØGE AF TO GANGE. DER ER DEADLINE FOR FØRSTE ANSØGNING DEN 15/4 2021

 

Kære Connie

Jeg skriver til dig på baggrund af din henvendelse til Christoffer af den 15. marts 2021 vedr. hvordan 23.000 kr. kravet opgøres ifm. ansøgninger om forhøjet kompensation.

Hvad angår dit konkrete spørgsmål om at opgøre 23.000 kr. som gennemsnit på tværs af februar og marts 2021, så er det under de gældende regler ikke muligt. Og det er på nuværende tidspunkt meget usikkert om det bliver muligt. Det vil forventeligt ikke være udgangspunktet.

For kompensationsperioden fra og med den 9. december 2020 til og med den 28. februar 2021, der gælder kravet således alene for februar 2021. Det vil sige, at har man trukket mere end 23.000 kr. ud af virksomheden i februar 2021, da kan man ikke modtage den forhøjede kompensation i den gældende periode. Dette følger af den gældende bekendtgørelse for kompensationsordningen for selvstændige i perioden fra og med den 1. september 2020 til og med den 28. februar 2021.

For kompensationsperiode fra og med den 1. marts 2021 og frem, gælder kravet i udgangspunktet for den periode hvorunder der søges om den forhøjede kompensation. Altså en gennemsnitsbetragtning.

I praksis er de nærmere vilkår for kompensationsordningen fra 1. marts og frem dog ikke endeligt fastlagt, herunder for hvilke perioder der skal søges.

Det nuværende udgangspunkt er dog, at der for perioden fra og med den 1. marts og frem vil gælde en adskilt kompensationsordning for de selvstændige, med sin egen kompensationsperiode, en ny bekendtgørelse og en ny ansøgningsblanket. Det er forventningen at denne kompensationsordning åbner i ugen efter påske.

Med venlig hilsen

Rasmus Erdal

Fuldmægtig

ERHVERVSSTYRELSEN

COVID-19 kompensationsordninger

dofk arkiv