
March 15, 2018 / dofk
En blød landing i din salon, med Xtra Måtteservice
dofk har fornyet samarbejdsaftalen med Xtra Måtteservice. Det betyder, at medlemmerne kan få storkundepriser -nu også måtter med dofk-logoet.
Af Bo Nielsen
Frisørkunderne kan selv vælge, om de vil have måtter med dofk-logo eller eget logo. Er det med eget logo, får frisørmesteren en korrektur på måttedesignet, inden måtten sættes i produktion. Ligesom når man bestiller en annonce.
Hvor mange måtter, man har i salonen, og hvor tit de skiftes, afhænger af salonens størrelse, placering og årstiden.
– Nogle saloner får skiftet en gang om ugen, andre hver anden uge, andre igen en gang om måneden. Alt efter behov. Man kan også vælge at få skiftet oftere om vinteren end om sommeren. En gang om ugen om vinteren og hver anden uge om sommeren, siger Allan Jensen.
Landsdækkende virksomhed
Vaskeriet og administrationen ligger i Holsted mellem Kolding og Esbjerg, og så er der distributionscentre i på Sjælland og i Nordjylland. Lokale chauffører betjener kunderne fra de tre filialer, hvor de rene måtter opbevares. De beskidte måtter fragtes af store lastbiler til vaskeriet i Holsted, der sørger for at gøre måtterne klar på ny og så levere dem tilbage igen.
– Alt vaskes i Holsted for at vi kan gøre det så rentabelt som muligt ved at spare på vand og energi, siger Allan Jensen.
– For mange er en måtte en måtte, men i vores verden er der store forskelle. Vi er nok mere fleksible end de helt store på markedet, og vi kører også med vores egne chauffører. Ikke en ekstern vognmand. Det er ikke blot en vare, men en service, vi leverer. Chaufførerne er oplært til at komme ud til kunderne med et smil, forklarer Allan Jensen.
Storvask hver uge
Hver uge vaskes der i vinterperioden omkring 8.000 måtter på vaskeriet i Holsted. Måtterne vaskes med vand og sæbe – på den grønne måde. 50% af det vand, der bruges i maskinerne, er genbrugsvand. Sæben er svanemærket.
– Når måtterne er blevet vasket og tørret, kommer de op på vores kvalitetsbord. Her tjekkes hver enkelt måtte med luven op ad – om den er ordentligt ren eller om der er kanter eller andet, der skal repareres, fortæller salgsdirektøren.
Derefter lægges måtten på sin ”hotelseng”, klar til næste skift hos kunden.
Måske billigere end du tror
Samarbejdsaftalen mellem dofk og Xtra Måtteservice betyder, at medlemmerne af dofk kan drage nytte af storkundepriser. Vælger man f.eks. 26 skift om året – altså hver anden uge – koster det 81 kroner pr. skifte for en dofk-logomåtte på 85 X 150 cm og 85 kroner pr. skifte for en egen logomåtte. Inklusive produktion, leje og udskiftning, men eksklusive moms. Takket være aftalen skal man ikke betale et stort opstartsgebyr. Der betales udelukkende en leje- og vaskepris.
80 dofk-medlemmer benytter sig i øjeblikket af aftalen med Xtra Måtteservice.
Se flere muligheder og priser her.