August 15, 2019 /

Leder August 2019 – Danmarksturné – dofk Creative – VM i Paris

Inden længe er vi i fuld gang igen, og vi ved alle, at vi elsker at se de nye tendenser, der venter indenfor både hår- og tøjmode. Det kan I rolig glæde jer til at se, når vores Danmarksturnè med super kreative frisører i samarbejde med Headbrands, vil stå på scenerne rundt om i det ganske land.
Det er frisørmestre, der i det daglige er vant til at undervise, og som ligger på det højeste faglige niveau, man kan komme og som har valgt at sige ja til at være en del af teamet ”dofk Creative”.

Hele baggrunden for tilblivelsen af dette team er, at disse frisører ønsker at videreformidle deres kunnen, passion og engagement til os alle. Det betyder, at man som salon, som kollegaer, og som flere enkeltstående sammen, kan få én eller flere af disse dygtige frisører ud til en yderst fornuftig pris, enten i en salon eller i et laug.

Vi vil derfor gerne sammen med firmaet HeadBrands præsentere dem, og det gør vi på vores store turne i september, hvor vi besøger Ålborg, Herning, Haderslev, Odense, København og Næstved.

Selve showet, som er gratis for både jer og jeres ansatte, starter kl. 19.30. Alle steder går 4 frisører på podiet, men forinden er der spisning kl. 18.30 til en pris af kun 250 kr. pr. person. Vi håber naturligvis at se en masse af jer til spisning og derefter til lanceringen af efterårets tendenser indenfor både hår og tøj.

Jeg tør godt love jer nogle utrolig inspirerende aftener sammen med en masse andre kollegaer og deres ansatte, og håber på at se mange af jer.

Firmaaftaler

I øjeblikket får vi tilsendt en del salgsaftaler udfærdiget af firmaer, som sælgerne præsenterer for vores medlemmer i forbindelse med deres besøg. Desværre skriver mange medlemmer under på disse aftaler uden at gennemlæse, hvad det er de skriver under på, og derefter har vi medlemmet i telefonen. Medlemmerne er ret fortørnede over nogle af de bindinger, som kontrakterne indeholder, men som de ikke lige selv havde læst sig til, inden de skrev under.

Derfor! Sørg altid for at gennemlæse disse kontrakter inden I skriver under. Vi kan ikke hjælpe jer, hvis I først har sat jeres underskrift efter et besøg af en rar sælger. Tag jeres tid til gennemlæsningen. Det er vigtigt, og det kan koste jer penge, hvis ikke I gør det. Firmaet skal såmænd nok vente på jeres underskrift som kunde.

VM i Paris

Den 14.,15. og 16. september afholdes der stor messe i Paris og samtidig afvikles det årlige VM for frisører. Danmark er i år repræsenteret med 8 deltagere, som pt. træner utrolig hårdt. Vi skal naturligvis ned og følge dem, og jeg glæder mig. Paris præsenterer i disse dage alt, hvad hjertet kan begære indenfor vores fag. Jeg kan kun opfordre jer til at besøge messen og følge jeres dygtige kollegaer, som ”plejer” at placere sig rigtig flot. Vi krydser fingre for dem og ønsker dem al mulig held og lykke.

Vi ses måske i Paris😊

 

 

dofk arkiv