
December 15, 2020 / Formanden har ordet
Leder – December 2020
Corona i Nordjylland
Desværre måtte Nordjylland endnu engang opleve en form for nedlukning pga. Corona.
Syv kommuner måtte den 6. november isoleres fra resten af Danmark, og ligeledes isoleres fra hinanden ved kommunegrænserne. Salonerne i Nordjylland blev ikke tvangslukket, og dog…… Vi har haft mange salonejere i telefonerne. Fra den ene dag til den anden døde al aktivitet i de nordjyske saloner igen.
Problemstillingerne var mange. Nogle havde medarbejdere, der blev anbefalet ikke at krydse kommunegrænsen, så de ikke kunne møde på arbejde. Andre havde salon i én kommune og boede selv i en anden kommune. Vi havde et medlem, som boede i én kommune, salonen lå i en anden kommune og medarbejderne boede i en tredje. Der var også saloner, som lå udenfor de syv kommuner, hvor personalet jo også blev anbefalet at blive hjemme, fordi de kom fra nogle af de ramte områder. Alt var kaos i starten. Fuldstændig som i foråret! Mange salonejere fandt også ud af, at mange af deres kunder er bosat i andre kommuner end lige dér, hvor salonen er placeret. Noget som man nødvendigvis ikke tænker på, men som man i denne situation fandt ud af. Der blev nemlig pludselig meget, meget stille i salonerne. Det væltede ind med afbud!
Man lover igen fra politisk side både løn-, pendler-, omsætnings- og faste omkostningers kompensation. Men udfordringerne har igen været, at vi ikke har kunnet vejlede helt konkret i dette, da det endnu ikke vides om EU vil give lov til, at der ydes statsstøtte. Det afventer vi faktisk stadig svaret på. Før det er på plads, kender vi ikke helt eksakt de klare retningslinjer om specielt pendlerkompensationen.
Man kan sige for og imod en nedlukning, men det er efterhånden svært at forstå, hvad vores statsminister mener er en ’ordre’ eller en ’kraftig anbefaling’, som skal følges.
Når man fra politisk side ’kraftigt anbefaler’ og opfører sig som om, det er en tvangslukning, så overfører man det moralske dilemma til dem, der ejer virksomhederne. Så er det pludselig ejerne, som skal vurdere – skal man følge den ’kraftige anbefaling’ og dermed igen blive kastet ud i en økonomisk nedtur, man ikke ved, hvor længe vil vare, eller skal man kigge på sin kassekredit, som måske endnu ikke er kommet sig helt over forårets nedlukning. DET er ikke i orden! Alle, også selvstændige, vil gerne bidrage med noget, men det kan være svært at blive ved at trække penge op af en kasse, hvis der ingen er.
Man kunne fristes til at tro, at man fra politisk side helt bevidst har valgt ’en kraftig anbefaling’ i stedet for en tvangslukning, idet man frygtede, at det ville koste flere penge, hvis man valgte den løsning.
Heldigvis kom det dog ikke til at vare så længe, som meldt ud i første omgang, men uanset hvad så har det igen kostet de nordjyske medlemmer mange penge.
Året 2020/2021
2020 er snart et afsluttet kapitel, og vi må sige Corona har sat sit store aftryk på året.
Det har betydet, at vi ikke har set så meget til hinanden, som vi gerne ville. Stort set alle dofks arrangementer er blevet aflyst. Jeg håber og tror på, at 2021 vil blive meget bedre. Vi savner i den grad at komme ud af vores kontorer og mødes med jer igen. Det betyder SÅ meget for os! Jeg vil gerne her til slut sige jer 1000 tak for jeres store hjælp med pressen, alle jeres hilsner sendt til kontorerne i løbet af året. Det betyder alverden for dem, der sidder og sommetider er ret frustrerede over, at de ikke kan vejlede jer så godt og præcist, som de gerne ville.
Vi vil herfra dofk ønske jer en rigtig dejlig jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Alt bliver godt igen😊