
January 17, 2020 / Formanden har ordet
Leder januar 2020 – så er året skudt i gang
Velkommen til 2020
Året er godt i gang, og det er vi også i dofk.
Mange af de spørgsmål, som vi tit får i sektionerne, går på samarbejdsaftaler og stoleleje. Lad mig slå det fast med det samme: Stoleleje, som reelt er et maskeret ansættelsesforhold, er IKKE tilladt, men reelle samarbejder mellem flere selvstændige frisører ER tilladt. Hvad er så forskellen? Jeg skal prøve at forklare.
Et maskeret ansættelsesforhold er en ”selvstændig”, som ikke har ledelsesretten i sin egen salon. Han/hun har godt nok et cvr.nr., men han/hun er underlagt flere forskellige ting, eksempelvis priser, arbejdstider, produktvalg, ferieplanlægning samt øvrige restriktioner, som stoleudlejeren pålægger vedkommende. Der er tit tale om, at stoleudlejeren står for al produktindkøb, og stolelejeren er forpligtiget til at købe produkterne ved udlejeren, som derved igen tjener penge på stolelejeren foruden den månedlige ydelse, som er husleje og ofte en procentdel af vedkommendes omsætning. Dette er ikke lovligt i forhold til overenskomsten og er heller ikke af det gode for vores fag.
Derimod er det ganske lovligt at etablere arbejdsfællesskaber, som så mange andre brancher gør, f.eks. advokater og fysioterapeuter.
Er man reelt selvstændig, og det vil sige, at man har ledelsesretten fuldt ud i sin egen virksomhed, så er der ikke nogen problemer i et sådant samarbejde. Man har selv sit eget regnskab, sin egen dankortterminal; man bestemmer selv priser, arbejdstid, ferier, produkter osv. Dermed burde der ikke være nogen problemer i et sådant samarbejde. Altså vil det kunne godkendes og etableres fuldt ud lovligt i forhold til overenskomsten. Man skal blot huske at sende det ind til sektionskontoret, inden samarbejdet påbegyndes, idet det skal godkendes både af dofk, men også af DFKF inden opstart. Nogle spørger, hvorfor dette er nødvendigt, men det skyldes udelukkende, at vi som overenskomstparter har en forpligtelse til at tilse, at overenskomsten overholdes. Mange spørger ligeledes, hvor lang tid det tager for at få en godkendelse. Det kan være svært at svare på. Nogle gange tager det blot et par dage. Andre gange stilles der nogle opklarende spørgsmål fra DFKF´s side, som gør, at det kan tage lidt længere tid. Men send det ind til dit sektionskontor i god tid.
Denne mulighed kan vi se, at flere enkeltstående benytter sig af. På den måde er man sammen, men stadig hver for sig. Man deles blot om de store udgifter, hvilket kan være nødvendigt for at klare udgifterne specielt i de større byer.
Jeg har dog et hjertesuk! Jeg forstår godt, at dette kan være en helt fantastisk mulighed for nogle, men jeg vil meget gerne rose dem, der stadig tager ansvar for ansatte, både assistenter og elever. Det er ikke altid nemt, men derimod altid forbundet med en masse administrativt arbejde. Vi skal nemlig passe på med denne udvikling med samarbejder. Det må ikke blive dét, der fylder mest i vores branche. Det er en unik mulighed for nogle, men saloner med ansatte er de saloner, som også tager elever og dermed bærer vores fag videre. Det skal vi huske. Ingen elever er lig med ingen fremtid for vores fag. Faget er i dag så heldigt at have en erhvervsuddannelse. Den skal vi værne om!
Vi skal samtidig være et fag, der kan favne det hele, både enkeltstående, arbejdsfællesskaber og saloner med ansatte. Samfundsudviklingen gør nemlig, at et arbejdsfællesskab er det rigtige for nogle, hvor man er netop er hver for sig, men alligevel sammen. Andre ønsker noget andet. Vi, som organisationspartnere, har en forpligtelse til at sørge for, at de saloner med ansatte, der tager et ansvar for at føre faget videre, skal have optimale muligheder for at drive en fornuftig økonomisk forretning. Det håber jeg DFKF har for øje, når vi nu skal til at forhandle overenskomst. Det er salonindehaverne, der skaber jobs til både assistenter og elever. Uden dem ingen arbejdspladser!
Velkommen til OK 2020