
February 23, 2021 / dofk
Møde med Erhvervsstyrelsen og Erhvervsministeriet om hjælpepakkerne
Den 22. februar 2021 havde dofk møde med to medarbejdere fra Erhvervsstyrelsen og to medarbejdere fra Erhvervsministeriet vedrørende hjælpepakker.
B-SKAT OG PENSIONSINDBETALINGER
Specielt den seneste ekstra bevilling blev drøftet. Her fik vi oplyst, at flere ting stadig er uafklarede. Både med hensyn til om B-skat og pensionsindbetalinger indgår i de 23.000 kr., som man fra den 1. februar ikke må overstige i hævninger, hvis man skal tilkomme det forhøjede bidrag.
Da dette stadig er uafklaret, opfordrer vi jer derfor til IKKE at afregne B-skat/pension her i februar, hvis det kan lade sig gøre.
Hvis man skulle have overført likviditet fra sig selv til virksomheden, så vil der blive kigget på det samlede billede, hvad angår hævninger/indskud.
De forventer, at muligheden for at søge om forhøjelsen sker fra primo marts. Samtidig med at dette bliver muligt, vil der tydeligt fremgå på hvilke betingelser, denne forhøjelse kan gives.
Det er ekstremt vigtigt, at I sætter jer ind i det, inden I søger, da der eventuelt kan komme et revisorkrav.
Forhøjelsen kan søges for hver enkelte selvstændige. Altså, er man to i et I/S, så kan begge søge det forhøjede tilskud.
For at tilkomme de 33.000 kr. skal der være personaletimer i mindst 37 timer/uge i gennemsnit i hele kompensationsperioden. Man kan altså godt have to deltidsansatte og være berettiget, når de to tilsammen udgør mindst 37 timer.
ELEVER OG DELTIDSSYGEMELDT ANSAT
Elever tæller også med i de 37 timer, MEN hvis eleven i kompensationsperioden går på skole, tæller hendes timer i skoleperioden IKKE med, når man beregner gennemsnittet.
Det vil have betydning, såfremt man kun har én elev, og hun har været på skole i kompensations-
perioden.
Har man en deltidssygemeldt ansat, som man betaler løn i “de raskmeldte timer”, vil der kunne søges lønkompensation for disse timer.
TABT OMSÆTNING
Tabt omsætning kan man kun søge, hvis man selv arbejder i salonen. Det er altså ikke nok at eje den.
Det er ikke længere muligt at “pille ansøgninger ud” af mængden. Erhvervsstyrelsen arbejder på højtryk og gør alt, hvad de kan for, at det skal gå så stærkt med udbetalingerne, som det kan lade sig gøre. De ved, at der er mange, også i andre brancher, som kæmper for livet, og de gør, hvad de kan for at hjælpe.
Det var et godt møde, hvor vi fik givet en masse indspark til Erhvervsstyrelsen i forbindelse med disse hjælpepakker, som vi håber, kan komme jer til gode.