
March 14, 2020 / dofk
VIS SAMFUNDSANSVAR
Kære Lone Frost
Regeringen har vedtaget en mulighed for arbejdsfordeling. Dette kræver at organisationerne bliver enige om at fravige de forskellige varsler i overenskomsten om ændring af arbejdstid. Dette er vi i dofk mere end indstillet på, da mange allerede i næste uge vil være nødt til at lukke/gå konkurs. Dette ønsker vi naturligvis for vores medlemmer, men så sandelig også for dine medlemmer, så de ikke bliver arbejdsløse.
Jeg har spurgt dig de sidste par dage, om I, DFKF, ikke vil være med til at fravige varslerne, så vi allerede på mandag kan påbegynde dette for at skåne alle i branchen. På denne måde vil dine medlemmer kunne arbejde mindre, men stadig få understøttelse de dage, som de så vil gå hjemme.
Der er helt konkrete retningslinjer for en sådan arbejdsfordeling, som ligger på STAR`s hjemmeside. Det er dem vi har foreslået.
Men desværre stiller I med et krav om en godkendelsesprocedure i hver enkelt salon. Dette sker ikke i andre brancher. I siger denne godkendelsesprocedure er nødvendig fordi vi i vores branche ikke har tillidsmænd.
I de andre brancher, hvor dette er faldet på plads omgående, fordi man udviser samfundsansvar, skal dette ikke godkendes af tillidsmænd. Det er en aftale mellem organisationerne.
Jeg ved godt, at vi ikke kom i land med en overenskomst, men lad os nu skille tingene ad! Hvis I fastholder en masse specielle krav før vi i branchen kan agere, så dør salonerne og dermed mister en masse deres arbejdspladser.
Vi er afhængige af hinanden, og i denne situation burde vi kunne sætte os ud over alt andet. Ellers er det selvmord på begge sider.
På branchens vegne håber jeg på at vi får de samme vilkår som i alle andre brancher.
Connie Mikkelsen